mandag den 28. januar 2013

Møde i Beboerrepræsentantskabet i Forvaltningsområde A

Mødet afholdtes i Billedsalen i KABs hus. Velkomst og foredrag af Asger Fredslund fra SiriusPartner - om at bo tæt sammen - efterfulgt af en kort redegørelse for et kørende initiativ omhandlende konfliktløsning. Derefter valg af medlemmer og suppleanter til diverse udvalg. Dette foregik selvfølgelig i god ro og orden. Til slut var der "let anretning". Jeg mødte bekendte fra Stefansgården, som jeg ikke har set i 25 år.

Ved næste ordinære Repræsentantskabsmøde i FfB vil der blive nedsat et udvalg der skal undersøge alternative muligheder for TV/Internet. Dette udvalg vil jeg selvfølgelig gøre alt for at blive medlem af.

torsdag den 24. januar 2013

Repræsentantskabsmøde i Solbjerg Haves selskabslokale

Mødet - som var behageligt kort - var en opfølgning på tidligere foreslåede vedtægtsændringer. Disse ændringer har allerede været oppe på et Repræsentantskabsmøde, men skal efter reglerne vedtages på et ekstraordinært møde (fordi der ikke var nok stemmeberettigede til stede første gang). Den først foreslåede ændring medfører at formanden for FFB er født medlem af KABs Repræsentantskab (FFB har i alt 5 medlemmer). Og det andet forslag medfører, at "der kan maksimalt vælges 2 medlemmer fra samme boligafdeling som medlem af organisationsbestyrelsen".

Begge disse forslag blev ensstemmigt vedtaget.
Disse ændringer skal udsendes til alle beboere i papirform, så glæd jer til at se dem i jeres postkasse.

Det sidste punkt omhandlede et mageskifte ved Flintholm. Boligselskabet og kommunen byttede jordlodder. Bestyrelsen meddelte, at de havde gjort en god handel og at alle var glade. Ensstemmigt vedtaget.

Mødet hævet.