mandag den 16. december 2013

Møde i afdelingsbestyrelsen 12. december 2013

Til stede: Formanden, KH og DM - referent: KH

Dagsorden:

1. Velkommen
2. Valg af referent
3. Rengøring i vaskeriet
4. Udlejning af ubrugte lokaler
5. Daglig drift
6. Det sociale miljø
7. Ulovlig fremleje
8. Fest beløb
9. Beboerinfo - formidling
    Eventuelt

3. Der blev talt om at optrappe rengøringen af maskinerne i vaskeriet. Den sidste grundige afrensning af vaskemaskinerne virkede fint - det er først nu mere end 6 måneder efter, at der igen samler sig 'sten'. Det undersøges, hvad afrensningen kostede med henblik på en mulig regelmæssig gentagelse.

4. Ejendommen har to ubrugte lokaler i den ende af kælderen, der vender længst mod stationen. Det undersøges, om disse lokaler kan udlejes og hvordan dette kan foregå på en 'fair' måde.

5. Formanden udtrykte ønske om at deltage i de månedlige driftsmøder. Et beskedent input kan måske forebygge 'katastrofer'. Det vil også være muligt at optimere aftaler omkring rengøring af eksempelvis kælder og postkasser.

6. Hvad angår de sociale sammenkomster er der tilfredshed med afviklingen, og der er bestyrelsens mening at vi holder kursen i håb om at flere med tiden finder ud af hvor hyggelige disse sammen-komster er (det er de rent faktisk) og beslutter sig til at deltage.

7. Vi har desværre et grelt eksempel på ulovlig fremleje. Flere beboere har klaget og vi i bestyrelsen har tænkt os at arbejde benhårdt for at få vedkommende ekspederet ud af ejendommen.

8. Formanden meddeler, at vi rent faktisk har et 'festbeløb' på 5.000 til rådighed. Det kan vi rent faktisk få en hel del ud af. I år 2012 brugte vi stort set ingenting på den konto.

9. Bestyrelsen har besluttet at vi fremover vil bestræbe os på at udgive Vandposten som opslag eller uddelt, samt at vi vil gøre maksimalt brug af bloggen http://vandposten.blogspot.dk/ Beboere uden computere vil således blive tilgodeset - og dem med computere vil kunne læse sidste nyt på bloggen.
 
Eventuelt

- Det er længe siden affaldsskakterne er blevet vasket. Så vidt vides er der lang ventetid på at få dette udført - Bestyrelsen undersøger, hvordan det bedst kan gribes an.

- Visse opgange ser ikke for pæne ud. Formanden undersøger. - Hvad angår garageprojektet kan visse (omkostningstunge) dele af projektet vælges til eller fra. Dette skal forstås på den måde, at den nu lukkede trappe op mod stationen eksempelvis koster næsten kr. 100.000 at renovere. Det er i skrivende stund uvist, om vi selv har den endelige indflydelse på denne udgift. Der kan være servitutter eller tinglyste rettigheder, der gør trappen nødvendig. Ydermere er der delte meninger om denne trappe. Nogle beboere vil være glade for at få den fornyet, mens andre måske er fuldstændigt ligeglade.

- En anden option er en pullert ved indkørsel til gården. Dette er også en bekostelig affære, som vi måske på et tidspunkt kan blive tvunget til at skrotte. Bestyrelsen er enige om at en pullert vil være en unød­vendig krigserklæring mod naboerne, at den vil medføre et stort administrativt arbejde med at forsyne diverse myndigheder med nøgler, og at den vil være et irritationsmoment for beboere med garager i gården. Bestyrelsen har derfor besluttet at udskifte pullerten med et langt billigere bump (eller to) der lige så effektivt vil kunne nedsætte bilers hastighed, når de kører gennem vores gård.
- Fire af husets fem ejendomme kan forsynes med en udvendig elevator. På grund af bygningens konstruktion er dette ikke muligt for den femte opgang. Derfor er der ved ejendommens opførelse afsat plads til en indvendig elevatorskakt. Denne elevatorskakt har nu stået ubrugt i mere end 50 år. Det er bestyrelsens hensigt at søge midler til at etablere en elevator, da dette kan gøre lejlighederne i denne opgang handicap-venlige. Hvis dette er umuligt, vil vi undersøge om den ubrugte plads på en eller anden måde kan komme lejlighederne til gode.- I den bedst mulige verden svarer henlæggelserne til udgifterne. Derfor vil bestyrelsen blandt mange andre ting bestræbe sig på at henlægge til en fornyelse af ejendommens TV og datanet.

- Det undersøges / tages til overvejelse om forretningernes husleje er tidssvarende.

- Det lille udstillingsvindue ved indgangen har før været lejet ud til forretningsdrivende. Vi undersøger, om det kan lade sig gøre at genudleje.

- Sidst, men ikke mindst, ønsker vi at give vores (meget anvendte) beboerlokale et løft. For at få penge til at gøre rummet bedre, har vi besluttet at brugerne af rummet fremover skal betale et depositum på kr. 200 + leje kr. 50 til Jørgen. Han syner rummet efter begivenheden - og hvis der ikke er gjort tilstrækkeligt rent, går de 200 kr. til rengøring (til gavn og glæde for rummets næste brugere). Disse beløb er forhåbentligt så små, at alle vil kunne 'være med'.

torsdag den 12. december 2013

Møde i Repræsentantskabet 11. december 2013

Mødet var forholdsvist kort, mest fordi der ikke er væsentlige problemer. Af relevante ting kan fremhæves, at det næste afdelingsmøde i Vandværksgården er berammet til 24. september 2014.
Der blev fremlagt en liste over (de forholdsvis beskedne) huslejestigninger i FfB. Af dette fremgår, at Vandværksgården har en årlig leje pr. m2 på kr. 679,76 og at huslejestigningen pr. 1. januar 2014 udgør 2,77%. Til sammenligning er gennemsnittet for alle ejendomme i FfB kr. 848,35 og 1,36%.

onsdag den 4. december 2013

Renovering af garager og gård

Tirsdag den 3. december holdt følgegruppen møde og den rådgivende ingeniør meddelte, at licitationen denne gang er vellykket. Det betyder, at vi kan se frem til at arbejdet går i gang medio marts 2014 og færdiggøres i august samme år. Da priserne denne gang ligger indenfor det forventede interval, ser det ud til at vores budget holder.

Visse ting er stadig uafklarede - såsom den nu lukkede trappe fra kælderdøren op til Godthåbsvej / Grøndal station - men det handler dog mest om økonomisk beskedne ting. Værst står det til med situationen omkring affaldet, som vi på grund af manglende plads har svært ved at tilgodese. Det eneste sted vi kan 'hente' noget, er ved at bortgrave jord fra skrænten op mod Godthåbsvej og dermed skabe et nyt hjem til containerne.

Min helt personlige mening er, at vi burde være mere ambitiøse. Man kunne forestille sig, at vi bortgravede HELE skrænten og byggede et rigtigt affaldshus - sådan noget har man rent faktisk andre steder - men det vil selvfølgelig koste en del penge ...

I det hele taget er Vandværksgårdens udendørs areal utroligt lille. Og på den anden side af hegnet ligger Københavns kommune - og andre Frederiksberg ejendomme, der formentlig er lige så trængte.