torsdag den 29. december 2016

Om organisationerne og vores boliger

Tillad mig at genfortælle noget historisk, nemlig lidt af den historie der ligger til grund for de nuværende forhold i vores ejendom.

En kilde - https://goo.gl/tukJIx - angiver:

Beboernes indflydelse i den almene boligsektor i Danmark er stor og bliver med internationale øjne ofte anset som unik, når det gælder lejernes muligheder for at bestemme over deres boligområde. Men beboerne har ikke altid haft så meget indflydelse på de almene boliger, som de har i dag. Før 1970 havde man som beboer ret til at udtale sig – men havde ikke nogen beslutningsret.
Sidenhen har beboerne fået meget mere indflydelse i boligafdelingerne, og fra 1984 skulle der også i boligselskaberne være beboerrepræsentation. I 1997 blev indflydelsen udvidet, så beboerne fik flertal. 

Søger man på Internettet er der forbløffende få steder, som nævner grunden til denne positive udvikling. Det bliver anført, at vi lejere har beboerdemokrati - men det er tilsyneladende noget, der kom dumpende ned fra Himlen.

Sådan er det selvfølgelig ikke.

Midt i 1970erne kom KAB i vanskeligheder. På den københavnske vestegn havde selskabet forkøbt sig på rettigheder til at bygge. Og det stod nu klart, at disse byggerier aldrig ville blive gennemført. KAB kunne derfor risikere at gå fallit. Dengang var de almennyttige boliger en af Socialdemokratiets støttepiller. Sagen kom op i Folketinget og for at levere de nødvendige stemmer, krævede SF som modydelse at der skulle indføres beboerdemokrati.

Før den lykkelige dato, hvor det nye beboerdemokrati blev indført, havde lejerne ikke en kæp at skulle have sagt. En gang om måneden kom Inspektøren fra KAB og lagde en stak papirer på varmemesterens bord. På disse papirer kunne varmemesteren (og ingen andre) læse, hvad der skulle laves i ejendommen på dette tidspunkt.

Da de nye regler blev indført, blev der alle steder hurtigt indkaldt til beboermøder og dannet bestyrelser med formænd, bestyrelsesmedlemmer og repræsentantskabsmedlemmer. Det var virkelig en følelig forandring. Lejerne fik for aller første gang indsigt i og rådighed over ejendommenes drift.

Det er synd at sige, at de almennyttige boligselskaber af den grund udviklede sig til revolutionære enheder. Tvært imod var det en særdeles småborgerlig forestilling.

I begyndelsen af det nye årtusind fik vi i Danmark regeringen AFR. Denne regering var langt fra det støttede byggeris gode ven. Og for at få skovlen under det almennyttige, lancerede Venstre en strålende - ja, faktisk revolutionær - idé. Lejlighederne i det almennyttige byggeri skulle sælges til lejerne. Så var Venstre jo nok så rart fri for ansvaret og kunne i stedet arbejde hen mod det amerikaniserede samfund, som statsministeren helt klart ønskede.

Men ak. Der er tilsyneladende en grund til at ejere er ejere og lejere er lejere. Der blev kun solgt et par ganske enkelte boliger - i København blokerede Ritt Bjerregaard endda for ordningen - og tiltaget må siges at være endt i fiasko.

Dermed ikke sagt, at der slet ikke kom noget ud af det. For overhovedet at kunne sælge boligerne måtte der retshandlinger til, som kulminerede i en Højesteretsdom - https://goo.gl/bLUjsn - og blev omtalt af medierne, f.eks. således: https://goo.gl/fzKR0i

De efterfølgende borgerlige regeringer har ikke set sig kaldet til at forfølge AFR's initiativer. Og under HTS var alting så godt, som den slags nu kan blive. Under den nuværende regering er der som det vigtigste blevet strammet en del op på tilgangen til lejemålene. Der er blevet lavet om på ventelisterne, så fuldtids studerende og folk i arbejde har forret over andre dødelige. Man kan nu blive spurgt om man har tilknytning til den kommune, som man ønsker at flytte til.

I dagens sprog hører ejendommene under en boligorganisation, som forvaltes af en organisationsbestyrelse. Vi her på Frederiksberg hører således til i Frederiksberg forenede boligselskaber , som indgår i KAB. En spiller på området er BL (før i tiden hed de vist nok Boligernes Landsorganisation, nu hedder det Danmarks Almene Boliger). Deres virke er eventuelle forhandlinger mellem stat/kommune (altså det offentlige) og andre spillere i den almennyttige sektor.

På det sidste repræsentantskabsmøde i Ffb kunne vi ikke samle repræsentanter nok til at udfylde de (vist nok temmeligt ligegyldige) pladser, vi er berettiget til i BL.

BL udgiver Boligen og på forsiden har man i forgangne måneder blandt meget andet kunne se diverse borgerlige politikere føre sig frem.

På et repræsentantskabsmøde i Solbjerg have blev de fremmødte bedt om at godkende ændringer til vedtægterne, som skulle tilgodese og lette Ffb's organisationsbestyrelses evne til at overtage kompetencer fra de enkelte afdelinger, f.eks. i forbindelse med køb af fast ejendom og driftsmæssig sammenlægning af ejendomme.

Det sidste vakte en del debat. Det viste sig efterfølgende, at tingene i bund og grund allerede var klart nok formuleret i de eksisterende regler. Det blev på mødet aftalt at færdigbehandle forslaget på næstkommende ordinære repræsentantskabsmøde. Her blev det konstateret, at sagen godt nok stadig var afgjort, således at organisationsbestyrelsen ville være nødsaget til at spørge et beboermøde, før afdelinger kunne lægges administrativt sammen - men det var ikke pindet ud i teksten ...

Ergo blev der på det ordinære repræsentantskabsmøde fornyet debat og skønt overflødig blev den ønskede passus indført i vedtægterne.

På det næste repræsentantskabsmøde blev repræsentanterne så præsenteret for en herre fra BL. Han holdt et længere foredrag om, hvor godt det er at organisationerne kan overtage kompetencer, når de har brug for - eller lyst til - at gøre det. Han gjorde det lysende klart for de tilstedeværende, at ifølge loven er det beboermødet og IKKE afdelingsbestyrelsen, som besidder kompetencerne i ejendommen. Han krævede endda, at Ffb's hjemmeside blev ændret til at afspejle denne virkelighed (hvad den altså rent faktisk heller ikke gjorde).

Og i det nyeste nummer af Boligen kan vi læse: "Afdelingsbestyrelse hiver AAB Aarhus i retten".

Her er der tale om en afdeling i et større selskab, som ikke vil finde sig i de ovennævnte tendenser hen mod en centralisering af kompetencerne og vil have tingene afprøvet ved en retsinstans. Artiklen holder helt klart ikke hånden over afdelingsbestyrelsen, som bliver beskyldt for at formøble lejernes penge (endda i stor stil og over flere omgange).

Min personlige holdning er, at det er lejerne og det lokale sammenhold, der skal drive værket. Det må jo altid være i lejernes interesse at træffe fornuftige beslutninger, sådan at de undgår unødvendige lejeforhøjelser.

Jeg har stor sympati for vores nuværende organisationsbestyrelse, men som i alle forhold der involverer forskellige parter må man trække den vej, man nu engang finder bedst. Og hvis man bor i en almennyttig ejendom, gælder det om at støtte op om det lokale demokrati.

Ellers ender det en skønne dag med at vi ikke længere har det.

torsdag den 27. oktober 2016

Møde i afdelingsbestyrelsen 26. oktober 2016

Til stede: Formanden, DM, KH

Dagsorden:

1. Velkommen
2. Referent
3. Elevatorskakt - projekt
4.Asfalt, hvor langt er vi?
5. Yousee abonnement
6. Beboersocialt miljø, konflikter
7. Gave til Jørgen - sidste dag
8. Husorden op og hænge på repos i forkortet udgave
9. Legeplads moduler
10. Evt.

Formanden byder velkommen. Valg af referent: KH

3. Bestyrelsen har afholdt opstartende følgegruppemøde med samme projektleder, som vi havde på garagerenoveringen + ingeniør (fra Cowi). Ligeledes med til mødet var den nye husmester, Klaus Sund. Projektet går ud på at omdanne den tomme elevatorskakt i 174A til en brugbar lift. Projektet indeholder ligeledes renovering af de 5 midterste (og mindste) lejligheder i opgangen. Det drejer sig her om et til­gængelighedsprojekt, hvorunder  især badeværelserne renoveres og gøres handicap-venlige. Tanken bag dette er bl.a. at ejendommens beboere ikke behøver fraflytte ejendommen, når vi ikke længere kan klare trapperne. Det vil ligeledes være en fordel for ejendommen, at badeværelserne bliver renoveret. Tilgænge­lighedsprojektet indebærer diverse tilskud og vi håber snart at kunne præsentere et konkret projekt på et snarligt kommende beboermøde.

4. Med hensyn til ny asfalt i gården, går bestyrelsen ud fra at dette sker i foråret 17.

5. Det er bestyrelsens hensigt at opsige den nu gældende kontrakt med YouSee og undersøge prisbillige muligheder. Ffb har iværksat et projekt, hvis projektleder snart vil afholde møder med VVG og 2 andre ejendomme på Finsensvej. Det er bestyrelsens hensigt, at medtage dette punkt på det kommende beboermøde.

6. Der har desværre været sammenstød med formanden for Haveforeningen 3Falke. Specielt hendes hund, den kære lille Bruno, har hele sommeren været en plage for beboerne i den ende af huset der vender mod haveforeningen . Hvis man forsøger at klage over damens kæledyrs fremfærd, bliver man mødt med uforskammetheder og dette, med samt henstilling af affald foran vores affaldsskur, har som sagt givet anledning til konflikt. Det gør ikke sagen bedre, at denne formand er veninde med beboere i VVG - hvorved konflikten har potentiale til at brede sig. Der er p.t. en del hunde i VVG og ejerne bedes forholde sig til husordenen og i særdeleshed ikke lade deres hunde løbe frit omkring i gården.

7. Jørgen har desværre sygemeldt sig, så det er svært for bestyrelsen at fastsætte en dato til at fejre hans virke i VVG. Vi håber at kunne lave åbent hus i beboerlokalerne og således sætte et værdigt punktum for hans lange og tro tjeneste. Vi ved, at Jørgen er en afholdt skikkelse i VVG og håber at mange vil benytte denne lejlighed til at sige farvel og ønske ham held og lykke fremover.

8. På trods af at alle får udleveret husordenen sammen med lejekontrakten, må bestyrelsen gang på gang tage til indtægt at lejerne ikke har læst den. Derfor planlægger vi at hænge den forkortede udgave op i samtlige opgange, så beboerne ved selvsyn kan se omfanget af deres rettigheder og pligter. Det indskærpes samtidig, at hvis man er utilfreds med de gældende regler, bør man ikke lade dette gå ud over sin nabo - men i stedet forsøge at påvirke udformningen af husordenen på næstkommende beboermøde.

9. Bestyrelsen har været på udflugt til Silvan og set deres billige legeredskaber. Desværre må det siges at kvaliteten var for dårlig. Vi inviterer en professionel ud for at hjælpe os.

10. Visse beboere har oplevet tilråb og klager i forbindelse med grillning på græsset. Den pågældende beboer i ældreboligerne er tilsyneladende stærkt alderdomssvækket og råber ligeledes efter legende børn, specielt hvis disse ikke ser "danske" nok ud. Der er nok ikke andet at gøre, end at tackle eventuelle situationer pr. konduite.


Mødet hæves.

onsdag den 24. august 2016

Afdelingsmødet den 23. august 2016

Bestyrelsen bød velkommen. HS blev valgt som dirigent.

Stemmeudvalg: Stemmeudvalg ikke nødvendigt.  Referent: KH.

Dagsorden:

1. Velkomst og valg af dirigent
2. Valg af stemmeudvalg og referent
3. Fremlæggelse af beretning
4. Fremlæggelse af årsregnskab 2016
5. Godkendelse af driftsbudget 2017
6. Behandling af indkomne forslag
7. Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer, Katja Borg og Karsten Harder
8. Valg af suppleanter
9 Eventuelt

3) Den forlods omdelte beretning blev enstemmigt godkendt.

4) KABs regnskabsmedarbejder fremlagde årsregnskabet 2016

I forbindelse med skraldehuset var der spørgsmål ang. rotter, lås, større container til plastaffald, legeplads.

HS redegjorde for ingeniørhonorar i forbindelse med renovering af det metal, som holder altanerne oppe, rensning af udluftningskanaler, vaskeri.

Der var et enkelt spørgsmål som angik tilbageløb i køkkenvask i 174B.

5) Fremlæggelse af driftsbudget 2017. Budgettet blev enstemmigt godkendt.

Der er ikke inkluderet nogen huslejestigning i budgettet.
Budgettet blev enstemmigt vedtaget.

6) Der var i år ét forslag angående parfumeret sæbe i vaskeriet. Bestyrelsen foreslog at opsætte en dispenser med miljørigtig ikke-parfumeret flydende sæbe og samtidig intensivere rengøringen af vaskemaskinerne. De tilstedeværende kunne tilslutte sig denne model.

7) KMB og KH blev genvalgt.

8) Det viste sig, at MA kort før mødets start havde givet telefonisk tilsagn til at fortsætte som suppleant. Eftersom der ikke var andre, er MA fortsat suppleant.

Under 9) Eventuelt blev der talt om stigende pres på uønsket indsamling af affald / diverse ophold på ejendommen. Debatten handlede om fordele og ulemper ved diverse låsesystemer, nyt TV/Internet, håndsprit ved affaldet, håndsprit/papir i vaskeriet.

Mødet hævet i god orden.

torsdag den 11. august 2016

Møde i afdelingsbestyrelsen 11. august 2016

Til stede: Formanden, KMB,  KH, MA

Dagsorden:

1. Velkommen
2. Referent
3. Fest - indkøb - fordeling af opgaver
4. Tlf godtgørelse
5. Afdelingsmødet
6. Gårdmiljø - fartbump - er ét nok?
7. Vedligehold af garager
8. Evt.

Formanden byder velkommen. Valg af referent: KH

3. Mødet var i det  hele taget præget af forberedelser til gårdfesten. De tilstedeværende fordelte opgaverne mellem sig.

4. Formanden får ligesom de foregående år telefon godtgørelse.

5. Afdelingsmødet nærmer sig og vi talte bl.a. om tidsfrist for forslag.

6. Formanden foreslog et bump til i kort afstand fra det første. KH tilsluttede sig dette. MA fremførte, at især ældre biler ikke har godt af bump.

7. Vedligehold af garager vil sikkert være et af de emner, som kommer op på afdelingsmødet.

8. Ikke noget til dette punkt.


Mødet hæves.

onsdag den 13. juli 2016

Møde i afdelingsbestyrelsen 21. juni 2016

Til stede: Formanden, DM, KH, MA

Dagsorden:
1. Velkommen
2. Referent
3. Daglig drift
4.Gården
5. Fest i august
6. Dørtelefoner
7. Vaskeri
8. Evt..

Formanden byder velkommen. Valg af referent: KH

3. Jørgen har malet gulv i kælderen og sat stakit op. Fint resultat. Mange beboere hjælper til i gården.
Der kommer nye parasoller til bordene. Ydersiderne af garagerne mod gården bør løbende vedligeholdes.

4. Formanden vil undersøge om legetøj fra Silvan har den fornødne kvalitet. Det er et problem, at ikke alle rydder op efter sig, når deres børn har brugt legetøjet.

5. Fest foreløbig fastsat til 20. august 16. Vi sigter mod loppemarked tidligt på dagen som optakt.

6. Afstemningen om dørtelefoner i 174A gik ikke igennem. Flere svarede nej. Dette foranledigede en diskussion i bestyrelsen angående fremtiden mht dørtelefoner og brikker i stedet for nøgler.

7. Vaskeri er blevet bedre. Folk rydder op efter sig.

8. Bestyrelsen inspicerede indersiden af den første garage i gården og bemærkede, at store dele af malingen mod næste garage skaller af. Dette tages op på driftsmøde.


Mødet hæves.

mandag den 7. marts 2016

Vejstøj

Miljøstyrelsen har udgivet et kort med en grafisk fremstilling af vejstøj.


Som det (ikke overraskende) fremgår af kortet (dagtimer, 4 m over terræn) er det i vores nærmeste omgivelser kun Bispebuen og Nordre Fasanvej som overgår Godthåbsvej.

Det ville sikkert hjælpe en hel del, hvis den kørende trafiks hastighed blev sat klækkeligt ned.

mandag den 15. februar 2016

Møde i afdelingsbestyrelsen 11. februar 2016


Mødeindkaldte: DM, KH, AP, KMB
Til stede: DM, KH, AP, KMB
Dagsorden:
1. Velkommen
2. Referent
3. Beboersocialt miljø - beboerrummet
4. Gårdmiljø -
  legeplads m.m.
5. Venteliste køkkener
6. Aflukke af udsatte altaner
  176C/evt. alle altaner i Vvg ?
7.  Dør telefon i
  174A - hvor langt er vi kommet?
8. Elevator 174A indkaldes til besigtigelse
9. Beboer info - evt ny vandpost
10. Eventuelt
11. Nyt møde


1) Formanden byder velkommen. 2) Valg af referent: KH

3. Den gode nyhed er, at der p.t. ikke er væsentlige konflikter i huset. Bestyrelsen har i perioden ikke afholdt arrangementer, men forventer fremover at genoptage aktiviteterne. AP fraflytter desværre og har i den forbindelse doneret sit spisebord til beboerrummet. Bestyrelsen forventer at nyvælge suppleant på næstkommende afdelingsmøde.

4. Det bliver en fornøjelse at indrette den nye græsplæne med borde, grill osv. Desværre ser det ud til at midlerne til at etablere en mindre legeplads er lige så begrænsede som legepladsens størrelse. Der arbejdes på sagen.

5. Det bliver fremført at vi har en del udrangerede køkkener, særligt i yderlejlighederne. Det er derfor blevet vedtaget, at vi fremover etablerer en liste, som man kan blive skrevet op på. Vi vil så i årene frem­over renovere f.eks. to badeværelser og et køkken om året - eller to badeværelser - eller to køkkener og et badeværelse - alt efter hvad der er behov for og økonomi til.

6. En beboer i 176C har foreslået, at den yderste række altaner mod jernbanen bliver inddækket. Fordelen ved dette er mindre vind på altanerne, mindre trafikstøj og forbedret isolering. Der er tale om 4 altaner og hvis forslaget går igennem, skal beboerne i disse lejligheder selv betale udgiften over en huslejestigning i lighed med ...

7. ... dørtelefonerne i 174A, hvor materialet fra Ffb forhåbentlig er omdelt/bliver omdelt snarest. Det har taget urimeligt lang tid at omsætte dette beboerønske til praksis. Når omdelingen af materiale/stemme­sedler er foretaget, håber Bestyrelsen på et resultat der kan tilfredsstille alle parter.

8. Endnu en sag i 174A, som vi håber vil udmønter sig i et positivt resultat - før eller siden. I stedet for den planlagte elevator, har ejendommen haft et gabende hul i opgang 174A i mere end 50 år.

9. Bestyrelsen ønsker at producere og omdele et nyt nummer af Vandposten. Sobre indlæg fra beboerne modtages og medtages gerne.

10. Med hensyn til en forbedring af Internet/TV udbyder er der desværre ikke meget godt nyt at komme med. Det oprindelige tilbud fra Parknet på en fiberforbindelse til huset er i mellemtiden blevet mere end fordoblet. Formanden kontakter YouSee. Så må vi se om vi kan komme op med en god strategi eller i det mindste en grimasse, der kan passe.

11. Nyt møde 10. marts 2016 kl. 17.00 i beboerrummet.

Mødet hæves.