torsdag den 19. juli 2018

Møde i afdelingsbestyrelsen 18. juli 2018


Til stede: Formanden, KH, DM, KB
Gæster:   Gert Schou Jørgensen og Peter Guldager

Dagsorden:

1. Velkommen
2. Referent
3. Daglig drift
4. Indblik regnskab vedr. alt det elektriske vi har fået udført
    (belysning kælder, dørtelefoni m.v.)
5. Formanden træder igen ind i Repræsentantskabet, valg af endnu et medlem
6. Fordeling af arbejdsopgaver i Bestyrelsen
7. Beboerrum males (evt. beboer projekt)
8. Dekoration af kælder (kunstige palmer, plante)
9. Evt.

Formanden byder velkommen. Valg af referent: KH

3. Punktet omhandlede mest den nye driftsordning. Driftsmæssigt er vi nu en del af driftscenter Stjernen. Vi har samme driftschef og husmester som Stjernen (begge til stede som gæster). På mødet blev diskuteret detaljer om personalet og den nye struktur. Det forventes, at denne struktur er færdig nogenlunde samtidig med vores beboermøde. På mødet vil det sikkert blive et hot emne om vi fremover skal beholde en lokal åbningstid - eller vi kan spare pengene en gang for alle og måske opnå samme gode service på en ny måde. Det nye består i en forlænget telefon åbningstid, hvor henvendelser vil blive registreret i det nye KAB system iOpgaver.  Stjernen lægger vægt på at ansætte personer med håndværkermæssig baggrund, sådan at Frederiksberg Forenede selv kan udføre diverse reparationsopgaver.

Øvrige punkter omhandlede renovation af badeværelser og køkkener. Det blev oplyst, at en badeværelse renovation p.t. koster ca. 89.000,- Budgetmæssigt betyder dette, at vi har råd til ca. 2 renoveringer om året. Køkkener kan renoveres efter flere økonomiske modeller; dette vil sikkert blive diskuteret på beboermødet.

4. Regnskabet ser rimeligt godt ud og forventes at ende på et mindre overskud. Efter det oplyste, er der anvendt ca. 180.000,- på det hav af elektrikere (som I sikkert selv har bemærket).

5. På mødet blev det besluttet, at KB genindtræder i Frederiksberg Forenedes repræsentantskab sammen med DM.

6. Bestyrelsen er altid glad for beboere, som ønsker at deltage og bidrage. Det er vores højeste ønske at give sådanne mennesker en succes-oplevelse. Det er ikke altid dette lykkes lige godt.

7. Beboerrummet trænger til en kærlig hånd. Bestyrelsen foreslår, at vi gør dette til en beboer opgave. Hvis I ser et opslag, må I meget gerne melde jer ... frivilligt.

8. KB fik til opgave at indkøbe dekoration til kælderen. Det er vores ønske, at kælderen skal være "venlig".

9. Under Eventuelt blev der talt en hel del om TV og tilslutningsmuligheder. Efter at have hørt tålmodigt på os, meddelte den nye driftchef at han vil nærlæse kontrakterne. Han skal snart på ferie og det er derfor sandsynligt, at der går nogle uger før sagen kommer videre.

En beboer har til Bestyrelsen meddelt, at hun succesfuldt har argumenteret for IKKE at have givet sit tiltykke til den ordning (bagud virkende opkrævning) som YouSee betragter som en selvfølge. Et eksempel til efterfølgelse!

Der blev talt om ny belægning i gården (som er blevet udskudt, indtil alle kommunale forurenings arbejder er tilendebragt) - vi skal jo nødigt lægge ny asfalt, for at se andre lave store huller i den et par dage efter.

Mødet hæves.